En fri omskrivning af H. C. Andersens eventyr "Hørren"

- PILEN -

Pilen stod med gæslinger.

Den har sådanne dejlige hvide gæslinger så bløde som en kattekilling og endnu meget finere. Solen skinnede på pilen, og regnskyerne vandede den, og det var ligeså godt for den, som det er for småbørn at blive vaskede, og få et kys af deres moder; de blive jo deraf meget dejligere. Og det blev også pilen.

"Folk siger jeg står så udmærket godt;" sagde pilen, "og at jeg bliver så dejlig lang, der vil komme  prægtige vidjer af mig!

Nej, hvor jeg er lykkelig! Jeg er bestemt den allerlykkeligste af alle! Jeg har det så godt, og jeg skal blive til noget! Hvor det solskin muntrer op og hvor den regn smager og forfrisker! Jeg er mageløs lykkelig, jeg er den allerlykkeligste!"


"Ja, ja, ja!" sagde gærdestavene, "I kende ikke verden, men det gør vi, der er knuder i os!" og så knagede de så ynkeligt:

"Snip snap snurre - Basselurre - Visen er ude!"

 

"Nej, den er ikke!" sagde pilen; "Solen skinner i morgen, regnen gør så godt, jeg kan høre hvor jeg vokser, jeg er den allerlykkeligste!"
Og således gik sommeren, og høsten kom, men pilen dansede stadig på sin rod. Der kom kulde og storm, og bladene føg fra pilens grene, men desto smukkere sås vidjernes strålende kulører. Så pilen knejsede og svajede i vintersolen, nu var den bestemt allerlykkeligst!

Men en dag kom der folk med sakse og knive og skar pilen af ved fødderne, det gjorde ondt, gjorde det.

 

Og pilene blev bastet og bundet, det var slut med at svaje i vinden. De fleste blev sat væk på det mørke loft og ganske glemt. Her skrumpede og tørrede de, så de raslede som gamle knogler. Et par favne stod tilbage i en balje med lidt vand, der kunne svale de sviende sår, og de rettede sig lidt i det nye forår. "Man kan ikke altid have det godt!" sagde de, "man må prøve noget, så ved man noget!"


 

Siden blev det rigtignok slemt. Alle de friske pil blev hevet op af det livsalige vand. Nogle af dem blev kogt, mens resten så til, men sluttelig blev de alle flået til de stod brune eller hvide, men alle nøgne og raslede i solen. Så blev de også sat væk til glemsel på det gamle loft.
"Jeg har været overordentlig lykkelig!" tænkte pilen i al sin pine! "Man må være glad ved det gode, man har haft!
En dag gik døren op, og de tørre vidjer blev forsigtigt båret ud og lagt i det dejligste lune bad. Der lå de nu og gassede sig og mærkede smidigheden vende tilbage i de stive lemmer. Ja, men det er jo mageløst! Det havde jeg aldrig troet! Nej, hvor jeg har lykken med mig!

Jo gærdestavene, de vidste rigtig nok god besked med deres
"Snip snap snurre - Basselurre!"


Visen er slet ikke ude! Nu begynder den just! Det er mageløst! Ja, har jeg lidt noget, så er jeg også nu blevet noget for det; jeg er den lykkeligste af alle! - Jeg er så stærk og så blød, så glat og så lang! Det er noget andet end kun at være et træ, selv om man har gæslinger! Man bliver ikke passet, og vand får man kun når det regner. Nu har jeg opvartning! Pigen vender mig, og giver mig frisk vand og tænder op, så det bliver lige tilpas. Jeg kan ikke blive lykkeligere!"

Nu kom vidjerne i hus, og nu kom de under saks og kniv. Hvor man klippede, hvor man skar, hvor man stak med syle og bankede med en stav, for det gjorde man!

Det var ingen fornøjelse.


Men pilene blev flettet til tolv kurve af den slags, som alle mennesker må have.
"Nej, se nu blev jeg først til noget! Så det var min bestemmelse! Ja, men det er jo velsignet! Nu gør jeg gavn i verden, og det er det man skal gøre, det er den rette fornøjelse. Vi er blevne tolv stykker, men vi er alle dog et og det samme, vi er et dusin! Hvor det er en mageløs lykke!"



Og år gik, - og så kunne de ikke holde længere. Nu stod kurvene atter på det gamle loft og hang, den ene mere kroget end den anden, med flosset kant eller hul i bunden og flere med hanken knækket. Da var de vel endelig færdige og glemte.
”Engang må det jo være forbi!" sagde hver kurv, "jeg gad jo gerne have holdt noget længere, men man må ikke forlange umulige ting!"

 

Men der kom kloge folk forbi. De ville vide mere og fortælle verden, hvordan det hele gik til.
"Nej, det er en overraskelse! Og en dejlig overraskelse!" sagde pileflettet! "Nu er jeg finere end før, og nu skal der skrives om mig! Hvad kan der ikke blive skrevet! Det er dog en mageløs lykke!" Og  det blev de allerdejligste historier, og folk hørte hvad der stod, og det var så rigtigt og godt, det gjorde menneskene meget klogere og bedre.


"Det er mere end jeg drømte om, da jeg var en pilekvist på marken! Hvor kunne jeg tænke, at jeg skulle komme til at bære glæde ud til menneskene. Vor Herre ved, at jeg selv slet ingen ting har gjort, uden hvad jeg efter fattig evne måtte gøre! Og så bærer han mig således frem til den ene glæde og hæder efter den anden; hver gang jeg tænker: "Visen er ude!" så går den just over i noget meget højere og bedre. Jeg er den allerlykkeligste!"



En dag var det intet mere, der kunne holde sammen på de gamle kurve. De blev lagt på bålet, de skulle brændes. Og alle børnene stod rundt om, de ville se det blusse, de ville se de mange røde ildgnister, der ligesom løb afsted og slukkedes, den ene efter den anden, så gesvindt.
Og alt fletværket lå i et bundt på ilden. Uh! hvor det slog op i lue. "Uh!" sagde det, og lige i det samme blev det en hel flamme; den gik så højt i vejret, som aldrig pilen havde kunnet løfte sine blade, og skinnede som aldrig de hvide gæslinger havde kunnet skinne. "Nu går jeg lige op i solen!" sagde det inde i flammen, og det var som tusinde stemmer sagde det i en, - og finere end flammen, ganske usynlig for menneskenes øjne, svævede små bitte væsner, det var en fornøjelse at se på.

Børnene stod og sang ved den døde aske:
"Snip snap snurre - Basselurre! - Visen er ude!"

 

Men de små usynlige væsener sagde hver: "Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den allerlykkeligste!"
Men det kunne børnene hverken høre eller forstå, og det skulle de ikke heller, for børn må ikke vide alting...